Grafisk facilitering
Jeg bruger grafisk facilitering i (næsten) alt hvad jeg laver, for når budskabet bliver fortalt visuelt, er det ofte en mere effektiv og sjovere måde at lære på.
Sæt det visuelle i spil
Grafisk facilitering er visuelt medvirkende til at lette og forbedre kommunikation, samarbejde og forståelse i forskellige situationer. Ved at integrere visuelle elementer bringer grafisk facilitering information til live på en letforståelig måde og vi skaber sammen et fælles tredje, som vi senere kan genbesøge og sikre den fælles forståelse for.
Som grafisk facilitator er mit mål at skabe et visuelt sprog, der hjælper med at tydeliggøre tanker, idéer og koncepter og gør at vi bedre husker det lærte. Jeg anvender denne tilgang i forskellige sammenhænge, herunder møder, workshops og coachingsessioner, hvor jeg skaber både live illustrationer og har forberedte skabeloner til at fremhæve nøglepunkter, facilitere brainstorming og visualisere diskussioner og læringen.
Grafisk facilitering er en effektiv metode til at styrke engagementet, lette læring og støtte beslutningsprocesser. Det handler om at omsætte ord og koncepter til levende billeder, hvilket gør det lettere for deltagerne at forstå og huske selv komplekse emner. Jeg inddrager gerne deltagerne til selv at tage tusserne og lave egne illustrationer.
Jeg laver også grafiske illustrationer til fx hjemmesider eller trykte materialer og jeg tager også visuelle referater af møder, hvor jeg ikke selv har en aktiv rolle, men kun lytter gennem mine tusser.
Min kommunikator
Når jeg tegner mig selv, så er jeg typisk med stort krøllet hår, kjole og stilletter.
Det at have sin egen “kommunikator” gør, at formidlingen bliver levende og folk kan se, hvem der taler.
Dette kan også gøres ved at hvis jeg fx underviser en bestemt faggruppe, så finder jeg en figur, som repræsenterer dem og lader den tale gennem illustrationen
Jamen er du så god til at tegne?
Nej, du behøver ikke at være godt til at tegne for at bruge grafisk facilitering.
I bund og grund handler det “bare” om cirkler, firkanter, trekanter og streger. Sæt det sammen og vupti; du har en grafisk illustration.
Jeg forsøger derfor altid at gøre det så simpelt som muligt, og hvis noget er uperfekt, så siger jeg pyt.
Jeg tror på, at alle kan tegne. Det er nemlig ikke et spørgsmål om hvor godt det ser ud, men nærmere, at vi skaber fælles forståelse gennem vores illustrationer.